Mandag
Det er Shivaratri i dag, Maha Shivaratri, den store Shivaratri. Faktisk er det Shivaratri hver måned omkring nymåne. Men den helt store, hvor hele Indien fester og går i Shiva templer og shrines overalt, hvor der findes et, er den mest lykkebringende dag. De store Shiva templer, som de 12 Jyotir Lingam templer, de 5 elementers templer ovs. osv. er fyldt til bristepunktet af troende hinduer. "Ratri" betyder "nat" - "Shivaratri" betyder derfor "Shivas nat". Mange holder sig vågne hele natten og faster på dagen og dagen efter, for at opnå store velsignelser.
Der har også på næste hele turen været forberedelser i gang i temlerne til denne store dag og til min store forbavselse og glæde er ualmindeligt mange templer malede og gjort i stand. Jeg tror det har noget at gøre med den stigende velstand i Indien. Den går hele vejen ned gennem samfundet, men stadig findes der ufatteligt mange mennesker der sulter, ikke har noget sted at bo og rigtig mange, der stadig tigger sig deres vej gennem livet.
Til Shivaratri er de fleste tiggere flyttet hen i nærheden af templerne, hvor der altid falder noget af til dem. Hvordan kan man hjælpe?? Man kan ikke hjælpe alle og er nødt til at lukke af for alle de grusomme skæbner, man møder på sin vej gennem Indien. Vi bliver rådet til ikke at give penge, men naturalier som mad, tøj, frugt osv.
Mange steder er tiggeriet sat i system og handikappede bliver kørt til byernes hovergader og sat af om morgenen, for derefter at blive hentet om aftenen. Alle pengene går til deres herre! Det er særligt sat i system i Puttaparthi, hvor mange udlændinge har deres Guru, Sai Baba.
Der har også på næste hele turen været forberedelser i gang i temlerne til denne store dag og til min store forbavselse og glæde er ualmindeligt mange templer malede og gjort i stand. Jeg tror det har noget at gøre med den stigende velstand i Indien. Den går hele vejen ned gennem samfundet, men stadig findes der ufatteligt mange mennesker der sulter, ikke har noget sted at bo og rigtig mange, der stadig tigger sig deres vej gennem livet.
Til Shivaratri er de fleste tiggere flyttet hen i nærheden af templerne, hvor der altid falder noget af til dem. Hvordan kan man hjælpe?? Man kan ikke hjælpe alle og er nødt til at lukke af for alle de grusomme skæbner, man møder på sin vej gennem Indien. Vi bliver rådet til ikke at give penge, men naturalier som mad, tøj, frugt osv.
Musiker på "kanten" til at være tigger,
men absolut en af de mere heldige skæbner i Indien
Tur til Horsely Hills kl. 9.00. Området omkring Madanapalli er et smukt bjergrigt sted. Det er meget lig resten af Sydindien med de stærke nederoderede bjerge. Man får jo et ønske om at komme op på et af de små bjerge og turen til Horsely Hill er netop en sådan tur.
Mange chauffører ved næsten alt om lokale forhold. På vejen kørte vi forbi en, vel nok, tre meter høj tilsyneladende meget tung trækasse, der blev transporteret på vejen. Det var med største besvær, at de kunne komme frem. Jeg troede det var en tempel vogn, men de spidser jo godt nok til i toppen. Så er det jo godt, at man kan spørge chaufføren om det.
Det var en stor Venkateswara figur, og de er meget tunge i den størrelse. Den skulle installeres i et tempel udenfor Madanapalle. Installering af en temple guddom er ledsaget af utallige ritualer og skal gøres på det astrologisk helt rigtige tidspunkt. Det er en meget hellig og ”alvorlig” sag og der bliver ikke gået på kompromiser. Desværre ingen billeder af den transport ;-(
Området her er ellers Hanuman (abegudens) område, men jeg har også set mange andre guder på vejen, som jeg ikke kender og som er meget lokale.
Det er en naturskøn køretur op ad det lille bjerg – 2400 ca. fod og da vi havde planlagt at gå ned, kunne man jo lige udse sig de bedste motiver til nedturen. Oppe på toppen var der et plateau der skrånede mod syd, hvor regnvandet i regntiden fosser ned ad klippen. Det var meget smukt og kunne være spændende at se i regntiden. Desværre er regn jo forbundet med dis og tåge, så-eh, gode billeder er nok svære at få af det fænomen.
Dette bjerg har været en hillstation for rige og betydningsfulde udlændinge, der søgte op i højderne pga. den stærke varme, som begynder i marts. Den er grundlagt af, tja: Mr. Horsley. Nu er det et feriested for velhavende indere, der ligeledes søger væk fra varmen i lavlandet. Der er et dejligt hotel med swimmingpool og andet godt. Restauranten er godt besøgt i weekenden, men på ugedagene har man det næsten for sig selv. Så vi fik hurtigt en omelet, noget toast, uhm … har spist hvidt uristet toastbrød med bananer på til morgenmad i en uge her! Så "et kongerige" for en brødrister!
Der er plantet julestjerner her ved husene. Dem har jeg ikke set i Indien før, så vidt jeg husker.
Nå, men jeg begyndte nedstigningen, som er en gåtur nedad på en fin men snoet ”bjergvej”, visse steder endda med hårnålesving.
Chaufføren ventede på toppen, og skulle køre ned kl. 13.30. Jeg startede 11.30, så der var to timer to go!
Det var en fin gåtur, men varm. Heldigvis havde jeg 3 lag solcreme på, men alligevel lurede et evt. solstik lige om det næste hjørne. Fik taget billeder af alt det interessante, bl.a. træer der gror over sten, var et studie i sig selv, som inspiration til bonsai dyrkning.
Begyndte at tage billeder af kilometer stenene, det kunne jo blive den sidste … altså forstået på den måde, at chaufføren kom ned på et tidspunkt for at hente mig!
Turen antog efterhånden en Tapas-agtig karakter. Tapas kan nærmest oversættes til bodsøvelse, men det lyder lidt middelalderagtigt. Det er spirituelle øvelser, pilgrimsfærde, faste og lignende, hvor kroppen udsættes for ekstreme påvirkninger.
Chaufføren kom tidligere ned, mens jeg stod og snakkede med tre drenge, der var brødre. De havde nøjagtigt ens øjne! Chaufføren havde solbriller på og så lidt skummel ud. Jeg kunne ikke genkende ham, så jeg sendte ham videre. Derefter gik jeg et par kilometer. Det blev så til 7 km ned ad bakke. Tilbage igen til hotellet og hvile inden darshan på denne store Shivaratri dag.
Det var en dejlig darshan med Mother Meera. ”Om Namo Shivaya” mantraet kørte i mit hoved og ”jeg er Selvet”, som jeg havde læst om. Det kunne ses på Mother og jeg har ikke set hende sådan de andre dage. I morgen kan det være helt anderledes. Således i et yderst højt humør, svævede jeg ud i gården for at finde mine sko og min sidemand fra de sidste to dage kom hen og spurgte mig: ”Can I approach you?” ”Selvfølgelig”, siger jeg i en tilstand, der ikke omfatter andet end det gode. Han ville lige gøre mig opmærksom på, at jeg satte mig for tidligt op på podiet, der må efter hans mening kun være 3 ad gangen. Det har jeg ikke oplevet, der er altid 3-5 personer, så det må have været en fra Puttaperthi, hvor paranoiaen mht. det med rækkefølge stortrives. Folk sidder i rækker og der er et system med de rækker. Det hele handler faktisk om det, for at komme ind og se Sai Baba. Har selv prøvet det!! Det er ok, men kan vel nok udvikle sig til en slem paranoia hos mange. De springer også væk når de ser en inder!! Nå, han fik så mine tanker ledt ind i andre end de gode baner og jeg var virkelig forbavset over, hvorfor jeg nu igen skulle have mit gode humør spoleret og så på selveste Shivaratri.
Gik i Shiva templet, hvor der var en lang kø. Man går indenfor nogle afspærringer, som i immigration i lufthavnen, når man lander. Men det går nogenlunde hurtigt alligevel. Inderne kigger meget på en og spørger hvor man kommer fra, så det er sjovt og hyggeligt, især når alle er glade og opstemte på sådan en stor helligdag.
Der er også rig lejlighed til at studere alle de smukke sarier, for inderne er i deres bedste tøj.
Kom forbi Shiva helligdommen og Shiva Lingamen var meget fint pyntet med tykke blomster kranse, Gaja Malaer. "Gaja" betyder "elefant" og de hedder Gaja malaer fordi de er så store og tykke! Alankaraen (udsmykingen) bestod også her af udhamrede sølv og guld plader. Guld og sølv bliver opbevaret i et pengeskab, når det ikke bliver brugt.
Templerne i Tamil Nadu er for øvrigt meget rige. Det er den stat hvor jeg har set flest templer med Gopuram (tag/tårn) i rent guld end i de øvrige stater af Indien. Lige her i nærheden af Madanapalle på vejen til Bangalore er der, på mit gamle Bartholomew kort, et område, der hedder ”Kolar Goldfields”. Det vil jeg lige spørge chaufføren om i morgen, hvor jeg skal hente min Gopuram i Tirupati af Indiens helligste tempel, Tirumala Venkateswara templet, som jeg ikke engang fik set pga. de uendeligt mange besøgende de dage, jeg var der. Fik fortalt, at man skulle stå i kø 7 timer, selv med en speciel adgangsbillet, hvor man normalt smutter lige ind.
Hjem igen, kunne ikke sove, da jeg havde drukket for meget Cola! Man kan måske undre sig over, at jeg skriver så meget på denne tur – er oppe på 22 sider nu!! Men der er ikke ret meget andet at lave her i Madanapalle, end at handle lidt og gå til darshan kl. 19. Der går nok også noget tid før jeg er tilbage i Indien igen.
Udsigtspunkt på Horsley Hill
Det var en stor Venkateswara figur, og de er meget tunge i den størrelse. Den skulle installeres i et tempel udenfor Madanapalle. Installering af en temple guddom er ledsaget af utallige ritualer og skal gøres på det astrologisk helt rigtige tidspunkt. Det er en meget hellig og ”alvorlig” sag og der bliver ikke gået på kompromiser. Desværre ingen billeder af den transport ;-(
Området her er ellers Hanuman (abegudens) område, men jeg har også set mange andre guder på vejen, som jeg ikke kender og som er meget lokale.
Hanuman i Madanapalle cementstøberi
Hjorte, der ellers sjældent ses på vejene
En af de mange sten, der ikke ruller ned,
selvom det er lige ved
Dette bjerg har været en hillstation for rige og betydningsfulde udlændinge, der søgte op i højderne pga. den stærke varme, som begynder i marts. Den er grundlagt af, tja: Mr. Horsley. Nu er det et feriested for velhavende indere, der ligeledes søger væk fra varmen i lavlandet. Der er et dejligt hotel med swimmingpool og andet godt. Restauranten er godt besøgt i weekenden, men på ugedagene har man det næsten for sig selv. Så vi fik hurtigt en omelet, noget toast, uhm … har spist hvidt uristet toastbrød med bananer på til morgenmad i en uge her! Så "et kongerige" for en brødrister!
Der er plantet julestjerner her ved husene. Dem har jeg ikke set i Indien før, så vidt jeg husker.
Se flere billeder fra turen op til Horsley Hills: Klik her
Nå, men jeg begyndte nedstigningen, som er en gåtur nedad på en fin men snoet ”bjergvej”, visse steder endda med hårnålesving.
Chaufføren ventede på toppen, og skulle køre ned kl. 13.30. Jeg startede 11.30, så der var to timer to go!
Det var en fin gåtur, men varm. Heldigvis havde jeg 3 lag solcreme på, men alligevel lurede et evt. solstik lige om det næste hjørne. Fik taget billeder af alt det interessante, bl.a. træer der gror over sten, var et studie i sig selv, som inspiration til bonsai dyrkning.
Begyndte at tage billeder af kilometer stenene, det kunne jo blive den sidste … altså forstået på den måde, at chaufføren kom ned på et tidspunkt for at hente mig!
Turen antog efterhånden en Tapas-agtig karakter. Tapas kan nærmest oversættes til bodsøvelse, men det lyder lidt middelalderagtigt. Det er spirituelle øvelser, pilgrimsfærde, faste og lignende, hvor kroppen udsættes for ekstreme påvirkninger.
Chaufføren kom tidligere ned, mens jeg stod og snakkede med tre drenge, der var brødre. De havde nøjagtigt ens øjne! Chaufføren havde solbriller på og så lidt skummel ud. Jeg kunne ikke genkende ham, så jeg sendte ham videre. Derefter gik jeg et par kilometer. Det blev så til 7 km ned ad bakke. Tilbage igen til hotellet og hvile inden darshan på denne store Shivaratri dag.
Det var en dejlig darshan med Mother Meera. ”Om Namo Shivaya” mantraet kørte i mit hoved og ”jeg er Selvet”, som jeg havde læst om. Det kunne ses på Mother og jeg har ikke set hende sådan de andre dage. I morgen kan det være helt anderledes. Således i et yderst højt humør, svævede jeg ud i gården for at finde mine sko og min sidemand fra de sidste to dage kom hen og spurgte mig: ”Can I approach you?” ”Selvfølgelig”, siger jeg i en tilstand, der ikke omfatter andet end det gode. Han ville lige gøre mig opmærksom på, at jeg satte mig for tidligt op på podiet, der må efter hans mening kun være 3 ad gangen. Det har jeg ikke oplevet, der er altid 3-5 personer, så det må have været en fra Puttaperthi, hvor paranoiaen mht. det med rækkefølge stortrives. Folk sidder i rækker og der er et system med de rækker. Det hele handler faktisk om det, for at komme ind og se Sai Baba. Har selv prøvet det!! Det er ok, men kan vel nok udvikle sig til en slem paranoia hos mange. De springer også væk når de ser en inder!! Nå, han fik så mine tanker ledt ind i andre end de gode baner og jeg var virkelig forbavset over, hvorfor jeg nu igen skulle have mit gode humør spoleret og så på selveste Shivaratri.
Gik i Shiva templet, hvor der var en lang kø. Man går indenfor nogle afspærringer, som i immigration i lufthavnen, når man lander. Men det går nogenlunde hurtigt alligevel. Inderne kigger meget på en og spørger hvor man kommer fra, så det er sjovt og hyggeligt, især når alle er glade og opstemte på sådan en stor helligdag.
Der er også rig lejlighed til at studere alle de smukke sarier, for inderne er i deres bedste tøj.
Kom forbi Shiva helligdommen og Shiva Lingamen var meget fint pyntet med tykke blomster kranse, Gaja Malaer. "Gaja" betyder "elefant" og de hedder Gaja malaer fordi de er så store og tykke! Alankaraen (udsmykingen) bestod også her af udhamrede sølv og guld plader. Guld og sølv bliver opbevaret i et pengeskab, når det ikke bliver brugt.
Templerne i Tamil Nadu er for øvrigt meget rige. Det er den stat hvor jeg har set flest templer med Gopuram (tag/tårn) i rent guld end i de øvrige stater af Indien. Lige her i nærheden af Madanapalle på vejen til Bangalore er der, på mit gamle Bartholomew kort, et område, der hedder ”Kolar Goldfields”. Det vil jeg lige spørge chaufføren om i morgen, hvor jeg skal hente min Gopuram i Tirupati af Indiens helligste tempel, Tirumala Venkateswara templet, som jeg ikke engang fik set pga. de uendeligt mange besøgende de dage, jeg var der. Fik fortalt, at man skulle stå i kø 7 timer, selv med en speciel adgangsbillet, hvor man normalt smutter lige ind.
Hjem igen, kunne ikke sove, da jeg havde drukket for meget Cola! Man kan måske undre sig over, at jeg skriver så meget på denne tur – er oppe på 22 sider nu!! Men der er ikke ret meget andet at lave her i Madanapalle, end at handle lidt og gå til darshan kl. 19. Der går nok også noget tid før jeg er tilbage i Indien igen.
