Fredag
Har først nu fået tid til at sætte mig og skrive lidt om dagen i dag. Jeg var jo på en bytur med to danske ægtepar kl. 9. Det viste sig dog at være kl. 10 i stedet. Jeg smuttede op og hentede computeren og kom uden problemer på nettet. Fik sendt de vigtigste mails med forklaring på, at mobilen ikke virker.
Der var ikke det, den indiske guide ikke vidste om Trankebar. Det var ret imponerende, men jeg fik ikke hørt det hele, da jeg jo har travlt med at fotografere. Vi var inde i Salthuset.
Flere billeder fra Salthuset - Klik her
Fik mange gode billeder på steder, hvor jeg ikke selv ville kunne komme ind. Så jeg må læse om det senere.
Jeg besluttede at tage af sted i morgen kl. 9. Fik forhandlet mig frem til en god taxi pris, 3200 rupees. Han startede med en taxi til 4000. Det måtte jeg protestere over.
Kom igen i det bedste selskab, da jeg satte mig indenfor for at spise. Der var optaget udenfor og indenfor sad en hellig mand med sin familie. Han var bare så glad og flød over af nydelse over stedet. Han var meget imødekommende og smilende og jeg følte mig velsignet. Maden kom rigtigt ned i maven og vi var på bølgelængde.
Jeg holder mig til min plan og glæder mig til at komme til Tiruvannemalai, for at se Shiva Shakti Amma, en af Sydindiens helligste kvinder.
Fandt en bog af journalisten Arne Falk-Rønne, ”Hinduvejen” fra 1962. Falk-Rønne har ofte nogle gode rammende beskrivelser. Jeg fandt et afsnit, der siger en del om, hvad Indien er, som jeg ikke selv ville kunne skrive det og slet ikke her i 2012!!:
Fandt en bog af journalisten Arne Falk-Rønne, ”Hinduvejen” fra 1962. Falk-Rønne har ofte nogle gode rammende beskrivelser. Jeg fandt et afsnit, der siger en del om, hvad Indien er, som jeg ikke selv ville kunne skrive det og slet ikke her i 2012!!:
Fra afsnittet om "Broder Bhai" - s. 11
”Han sukkede og smilede:
- Og nu siger de at de vil lære landet at kende, ikke?
- Joe, svarede jeg lidt nølende og tilføjede: Et hjørne af landet måske, en familie måske, et par medlemmer af en familie. Jeg leder efter en historie …
- Men Indien er ikke noget land, sagde han og nippede til theen i kruset. Det er en verdensdel med ca. 180 sprog og mere end 500 dialekter, med et halvthundrede religioner og utallige underafdelinger af religioner, med et fladeindhold der er større end Europas … er det den verdensdel, De vil lære at kende?
- Nej, jeg fortæller Dem jo, at jeg vil skrive om en familie, en typisk indisk familie …
- Hvad er en typisk indisk familie, sir? Skal det være en familie fra sletterne, fra byerne, fra bjergene? Der er nok at vælge imellem. Vi har de højeste bjerge i verden. Vi har usunde øde tropiske regnskove og det tættest befolkede lavland, som findes. Vi har den frygteligste hede. Den stærkeste kulde. Vi har floddale, hvor kulturens vugge stod, og hvor oversvømmelser dræber titusinde på en nat, når floderne finder ud af, at de vil have et nyt løb …
Han havde drukket theen og kylede nu kruset i jorden, hvor det gik i mange småstykker. Var han vred? Nej, jeg lærte hurtigt ved at se på andre gæster i restaurantskuret, at sådan var den almindelige fremgangsmåde. Jeg fulgte hans eksempel og bestilte to krus the til.
- Og hvad er det så for mennesker de vil skrive om? Fortsatte han. Er det kontrasterne til Deres eget land, De vil beskrive, eller er det kontrasterne imellem de forskellige folkegrupper? Husk på, at De er i en del af verden, hvor mere end 30 forskellige almanakker endnu er i brug, og hvor der på moderne arbejdspladser i storbyerne må indrettes en halv snes forskellige frokoststuer, fordi tilhængere af de mange religioner ikke kan spise sammen. Her er folk, som er vegetarianere i den europæiske opfattelse af ordet, andre som kan spise fjerkræ, men ikke oksekød, muhamedanere som ikke rører svinekød, sikher, som holder sig helt for sig selv under måltidet, og sekter på hvem en ganske almindelig europæisk middagsinvitation ville virke lige så frastødende, som hvis en skandinav blev præsenteret for en højtidelig indbydelse, hvor festens højdepunkt var et fælles besøg på en række opsatte wc-kummer. De er i en verdensdel – eller i et land, som De foretrækker at sige – hvor sporten begynder at vinde indflydelse, og hvor skolepiger i storbyerne efterhånden kan tillade sig at deltage i sportsstævner, men hvor hindupiger må løbe om kap i lange sari’er, medens muhamedanerpigerne løber i stoffyldte pludderbukser, kineserpigerne i opkilede kimonoer og de anglo-engelske piger i shorts. Ja, i de tidligere franske besiddelser kan De også se piger, som løber i bikini’er …
Han pegede på et par tiggere på gaden:
- Hos os lever endnu de rigeste mennesker i verden. De kan forære hver gæst ved et bryllup en guldtallerken med hjem til minde om højtiden, men andre dør af sult på gaderne, et land hvor hellige mænd i årevis ruller sig tusinder af kilometer fra Travankore til Himalaya. Her springer champagne propperne i maharajaernes paladser, og en flaske helligt vand fra Ganges koster lige så meget som en flaske af den bedste franske parfume. Hver kokospalme og thebusk har et nummer, medens købstædernes gader og gyder er labyrinter, fordi husene ikke er nummererede. Se ud på fortovet! Kan De se den halvvoksne pige derude med sine små brødre ved hånden … de er sandsynligvis ikke hendes brødre men hendes børn. Her ser en mand ud som en 60 årig, når han er 30, og en dreng som var han 30, når han er 18 … folk her i denne verdensdel, hvor vi mange steder havde en fremragende kultur for mere end 4000 år siden, lever vi nu i visse egne som i jernalderen.”
”Han sukkede og smilede:
- Og nu siger de at de vil lære landet at kende, ikke?
- Joe, svarede jeg lidt nølende og tilføjede: Et hjørne af landet måske, en familie måske, et par medlemmer af en familie. Jeg leder efter en historie …
- Men Indien er ikke noget land, sagde han og nippede til theen i kruset. Det er en verdensdel med ca. 180 sprog og mere end 500 dialekter, med et halvthundrede religioner og utallige underafdelinger af religioner, med et fladeindhold der er større end Europas … er det den verdensdel, De vil lære at kende?
- Nej, jeg fortæller Dem jo, at jeg vil skrive om en familie, en typisk indisk familie …
- Hvad er en typisk indisk familie, sir? Skal det være en familie fra sletterne, fra byerne, fra bjergene? Der er nok at vælge imellem. Vi har de højeste bjerge i verden. Vi har usunde øde tropiske regnskove og det tættest befolkede lavland, som findes. Vi har den frygteligste hede. Den stærkeste kulde. Vi har floddale, hvor kulturens vugge stod, og hvor oversvømmelser dræber titusinde på en nat, når floderne finder ud af, at de vil have et nyt løb …
Han havde drukket theen og kylede nu kruset i jorden, hvor det gik i mange småstykker. Var han vred? Nej, jeg lærte hurtigt ved at se på andre gæster i restaurantskuret, at sådan var den almindelige fremgangsmåde. Jeg fulgte hans eksempel og bestilte to krus the til.
- Og hvad er det så for mennesker de vil skrive om? Fortsatte han. Er det kontrasterne til Deres eget land, De vil beskrive, eller er det kontrasterne imellem de forskellige folkegrupper? Husk på, at De er i en del af verden, hvor mere end 30 forskellige almanakker endnu er i brug, og hvor der på moderne arbejdspladser i storbyerne må indrettes en halv snes forskellige frokoststuer, fordi tilhængere af de mange religioner ikke kan spise sammen. Her er folk, som er vegetarianere i den europæiske opfattelse af ordet, andre som kan spise fjerkræ, men ikke oksekød, muhamedanere som ikke rører svinekød, sikher, som holder sig helt for sig selv under måltidet, og sekter på hvem en ganske almindelig europæisk middagsinvitation ville virke lige så frastødende, som hvis en skandinav blev præsenteret for en højtidelig indbydelse, hvor festens højdepunkt var et fælles besøg på en række opsatte wc-kummer. De er i en verdensdel – eller i et land, som De foretrækker at sige – hvor sporten begynder at vinde indflydelse, og hvor skolepiger i storbyerne efterhånden kan tillade sig at deltage i sportsstævner, men hvor hindupiger må løbe om kap i lange sari’er, medens muhamedanerpigerne løber i stoffyldte pludderbukser, kineserpigerne i opkilede kimonoer og de anglo-engelske piger i shorts. Ja, i de tidligere franske besiddelser kan De også se piger, som løber i bikini’er …
Han pegede på et par tiggere på gaden:
- Hos os lever endnu de rigeste mennesker i verden. De kan forære hver gæst ved et bryllup en guldtallerken med hjem til minde om højtiden, men andre dør af sult på gaderne, et land hvor hellige mænd i årevis ruller sig tusinder af kilometer fra Travankore til Himalaya. Her springer champagne propperne i maharajaernes paladser, og en flaske helligt vand fra Ganges koster lige så meget som en flaske af den bedste franske parfume. Hver kokospalme og thebusk har et nummer, medens købstædernes gader og gyder er labyrinter, fordi husene ikke er nummererede. Se ud på fortovet! Kan De se den halvvoksne pige derude med sine små brødre ved hånden … de er sandsynligvis ikke hendes brødre men hendes børn. Her ser en mand ud som en 60 årig, når han er 30, og en dreng som var han 30, når han er 18 … folk her i denne verdensdel, hvor vi mange steder havde en fremragende kultur for mere end 4000 år siden, lever vi nu i visse egne som i jernalderen.”
Det skal bemærkes, at der nu er numre på husene, men i landsbyerne, hvor folk bor meget primitivt og som beskrevet "i jernalderen", gælder beskrivelsen stadig og ofte er adresserne en Co. adresse eller noget med "opposite" en eller anden kendt bygning, supermarked, tempel el. lign. Men det virker ;-))
