"Brugsanvisning" til denne blog

Kære venner, denne blog er lavet i omvendt kronologi og de første indlæg står til sidst.
Sådan er blogs indrettet og man kan ikke ændre på det.
Hvis I vil læse det fra begyndelsen, så skal I starte bagfra! Sorry, men sådan er det.
Menuen til venstre er dog "vendt om" og det tidligste står først.
Bloggen er ikke helt færdig i skrivende stund - april 2012.
Man kan lægge meget på sådan en blog og den er, på nuværende tidspunkt,
lige ved at blive mere omfattende end selve rejsen! ;o))

fredag den 17. februar 2012

7/2/2012 Delhi - Madurai

Tirsdag
Flyver til Madurai i dag – skal af sted fra hotellet kl. 11.00. Har god  tid, så jeg snakker Himalaya creme shop med chaufføren, men han forstår ikke hvad jeg mener og jeg opgiver.

Domestic Airport er ny, kæmpestor og flot. Man venter ikke længe ved de forskellige counters og går hurtigt gennem security check.

Fik købt lidt creme (planlagt hjemmefra!!) i butiksområdet og noget rosenvand til ansigtet, ”Fabindia” smart navn, godt fundet på – sådan da.

"Overlevelses" butikkerne i Delhi Domestic
Spicejet flyet klargøres
Gate området

Er begyndt lidt på den indiske mad og kastede mig ud i en Masala Dosa - 60m i diameter - som jeg er ret glad for. Flyet var 1 time forsinket, så det blev også til en dyr men god kop cappucino. Det kan man altså også få i Indien nu. Det går lidt for stærkt med fremskridtet. Det Indien som vi kender og elsker er ved at blive moderne.

Det gik efterhånden op for mig at flyet skulle mellemlande i Chennai. Det stod der ikke noget om, da jeg bestilte billetten hos Spicejet. Måske er det en selvfølge, da Madurai jo er noget ”langt ude på landet”.

Fik planlagt første del af turen undervejs og opdagede til min forbavselse, at jeg må blive i Madurai en dag mere, da der er museeum for Mahatma Gandhi, hvor de udstiller det lændeklæde Gandhiji havde på, da han blev myrdet. Så jeg kører til Tiruchirapalli /Trichy efter museumsbesøget fra 10 - 11.00.
Det tog 3 1/2 time til Chennai, ½ time dér på landingsbanen og derefter 40 minutter til Madurai.


Det er fuldmåne i dag, viste det sig. Da vi kom ud af flyet var det blevet mørkt og månen stod flot på himmelen bag ved flyet og havde jeg haft et super kamera og vidst hvordan jeg skulle bruge det (!), så havde jeg taget årets billede, et pragtfuldt motiv! Men jeg ved det bliver så-som-så med mit eget, så jeg lod det blive i tasken.

Her er "fuldmåne" motivet, på vej ombord i dagslys.

Fik igen hurtigt min bagage (mit gode rejsekarma fornægter sig ikke), taxi og hotelværelse. Det sidste rum i hotellet, men jeg skal af sted i morgen kl. 10.00, så det er lidt lige meget. Og jeg har vænnet mig til det.
Hotel West Tower, hvor jeg har boet før.

Er ankommet i mit hjerte og da det nu er Madurai, en dejlig by med en blød energi, klarer jeg det! Jeg tror det er pga. Meenakshi templet. Rameswaram er helt anderledes, selv han-elefanten er streng og har slået et par mennesker ihjel. I Meenakshi templet er elefanten meget sød og jeg har engang fulgt den helt hen til dens elefant hus, hvor den dog får en lænke om benet. Man kan ikke have den gående rundt på må og få. I Rameswaram får man ikke lov til at følge med han-elefanten hjem. Se evt. mere fra Rameswara Templet på landtangen til Sri Lanka - Klik her

Hotelgaden med Meenakshi templet i baggrunden
Smukke fjerskyer over vest Gopuram'en
De berømte og meget lange skulptur korridorer i de store templer.

Se mere fra Meenakshi Templet, hvor jeg var i 2004 og 2005 - Klik her

Det bliver vist en lang historie dette her. Kender mig selv – kan ikke stoppe, når jeg først er gået i gang med et sådan projekt. Det lever hele tiden i hovedet og jeg kan vågne op om natten med en god formulering. Så jeg skal passe på og lægge det fra mig!

Nu vil jeg gå ud og bade i halvkoldt vand. Her på hotellet får man det varme vand leveret i en spand ved at ringe til receptionen på nr. 7. Det er meget almindeligt i Indien + at strømmen går. Men så har de en stor dejlig generator, som får hele mit værelse til at ryste. Godt man har sine ørepropper med og er blevet halvt indisk allerede.

Der er heller ikke toiletpapir her. Det bruger man ikke i ”rural India”. Men jeg har da taget lidt med fra det forrige hotel.
"Thekøkkenet" på gangen modsat mit værelse!

For at finde en stikkontakt til de mange opladere, man efterhånden rejser med, må man lede i støv og snavs bag fjernsynet, flytte skabe og andre møbler. Man finder så ofte en særdeles vakkelvorn stikkontakt. Det elektriske ville aldrig blive godkendt hjemme. Men nu er computeren da opladet.


A pro pos strøm, så findes der jo de mest utrolige lygtepæle her i Indien! Alle kobler sig bare på selve pælen, med dette syn som resultat:
"El a la India!"

Det hele kommer bare i strømmende. Se nu er klokken 22.35 og jeg sidder stadig og skriver.


Det simple værelse, dog med knager til toilettaske mm, lidt instruktioner til gæsterne på døren, den simpelt sammentømrede seng, med - bemærk - min egen rejse ude! Puderne i Indien er meget hårde og det er en god ide, at tage en fjerpude med hjemmefra.