Torsdag
Køreturen til Madanapalle tager ca. 2 1/2 time men vejen er dårlig på nogle strækiniger. Tog fra Tirupati ved 9-tiden. Chaufføren kom ikke helt som aftalt, da bussen fra det sted han bor udenfor byen ikke kom.Vi kørte forbi en stor fin zoologisk have et stykke fra Tirupati. Entreen kostede 300 rupees og turen rundt var på 6 km, og man kunne køre rundt i bil. Der skulle være alle slags vilde dyr, tigre, elefanter, hjorte osv, som også lever vildt i Indien, men som mange steder er truede. Tiden var ikke helt til det og vi besluttede at ”vente til en anden gang”, når jeg vender tilbage for at se Tirumala templet.
Chaufføren fortalte en del om de vanskelige kår i hans familie og jeg besluttede at give ham penge, så hans far kunne komme på hospitalet og få kureret sin nyresygdom. Hans mor er død for et par måneder siden, og han nåede ikke at komme hjem fra Kuwait før hun døde. Han virker ret ked af det. Han er en fin lille fyr med gode engelsk kundskaber og det kan være en stor fordel, når han skal have et fast job.
En god astrolog, palmebladslæser eller håndlæser ville kunne hjælpe ham. Og jeg rådede ham til at finde én. Underligt at jeg som vesterlænding skulle råde en inder til noget, der er så fast forankret i indisk kultur. Astrologerne kan se, hvordan det står til med hans økonomiske forhold. De kan se hvor længe problemerne vil vare og hvordan de kan løses. De giver råd om Yagaer (ritualer), stene man kan bære osv. Da disse ting jo virker, også selv om man ikke tror på dem, så kunne det måske hjælpe ham til et velbetalt job osv. osv. Jeg tror han hørte mig. Fortalte ham, at vi, som vesterlændinge, kom helt til Indien for at gå til astrolog mv.!!
Det var en smuk køretur delvis gennem lidt bjerge og alle templerne undervejs var fint malede og i god stand. Kan huske fra mange andre ture, hvordan templerne generelt har været i en elendig forfatning.
Fremme i Madanapalle skulle vi finde Bangalore Road, altså indfaldsvejen til og fra Bangalore. Den ligger på den anden side, hvorfra vi kom og vi skulle gennem selve byen. Det lykkedes og hotel Ramprapulla dukkede pludselig op i gadebilledet.
Ramprapulla Hotel i det fjerne bag tomathandleren
Chaufføren ville jo have at jeg skulle ringe til ham, så jeg fortalte ham at jeg kom til Tirupati den 22/2 kl. ca. 12. Men han dukker ikke op. Rummet 305, lå oppe på 2. sal. Der bor også flere andre udlændinge, der går til darshan hos Mother Meera. Der er flere folk fra Puttaparthi, altså Sai Baba devotees, og de skal tilbage når Mother stopper dahshan for denne gang den 21/2.
Ramprapulla Hotel med svalegangene på 1. og 2. sal
Rummene i Ramprapulla er jo noget tarvelige, men der er masser af lys fra både vinduet og døren, når den står åben ud til svalegangen. Lyset er det vigtigste. De fleste indiske hoteller har ikke kun små vinduer, men tykke gardiner er som regel trukket for.
Ramprapulla - et minus 5 stjernet hotel!
Se flere billeder fra et typisk indisk hotelværelse i den billige ende: Klik her
Inderne trækker sig tilbage for sollyset. Det er normalt, at der er meget mørkt i deres boliger. De har kun et enkelt lysstofrør helt oppe i loftet, til at oplyse hele rummet, hvor folk sidder på gulvet! I indisk astrologi (Jyotish) regnes planeten Solen for at være "malefic", altså ondartet. Det er jo noget ganske andet end her på vores breddegrader.
Strømmen forsvinder også her på hotellet, med jævne mellemrum, ligesom i Tamil Nadu. Det er særligt slemt, hvis jeg ikke får min eftermiddagsthe ved 15-tiden, for ikke at tale om morgentheen! I dag måtte jeg drikke the tidligt, da jeg var nervøs for at strømmen gik, før jeg kunne få kogt vand. En grusom tanke!!
Darshan var interessant og forståelsen af hvilken betydning, det kan få for éns liv kan man ikke få i første besøg. Jeg forholdt mig observerende den første dag, men at man var kommet ind i et fantastisk energifelt, var ikke til at tage fejl af. Dørene åbnes 18.30 og vi går ind, finder en plads. Jeg gik som ny op med mine papirer med pas og visa oplysninger. Darshan begynder kl. 19, når Mother kommer.
Dette er det blik man møder:
H.H. Mother Meera
Jeg talte hvor mange sekunder Mother kigger én i øjnene og det er et sted mellem 5 og 12 sekunder. Men først rører hun ved ens tindinger, mens man sidder foran hende – også i ca. 10 sekunder. Derefter går man ned og sætter sig igen. Alle får den samme behandling og der er derfor ingen grobund for konkurrence, jalousi eller andre mellem-menneskelige konflikter. Det er en stor befrielse, noget ganske andet end jeg har været vant til og en af hovedårsagerne til, at jeg har forladt alle de mange steder, jeg har været i spirituelle sammenhænge – ashrams, grupper, kurser osv. osv. Der er altid benhård konkurrence i disse sammenhænge eller også er de menneskelige "egenskaber" bare meget mere tydlige end i resten af samfundet. Det virker så grelt så tæt på det guddommelige. Det skal man kunne klare/acceptere, ellers … af sted igen!
Det begyndte at varme i mine tindinger og jeg kom til at tænke på, at det jo er det, vi blev initieret i hos Amma og Bhagavan i Oneness University (se billeder fra 2006 - klik her) ikke så langt herfra østpå, nord for Chennai. Deeksha med hænderne, vi gør det bare på hovedet og øjen-deeksha, hvor man ser personen i øjnene et stykke tid. Selve overførslen går ganske hurtigt og alt over 30 sekunder er unødvendigt. Mange falder for fristelsen til at dyrke det meget længere, men lad være.
Fulgtes tilbage med en bekendt tilbage, men det duer ikke. Ingen af os er interesseret i samtale efter darshan og det støjer ganske meget mere, at gå sammen uden at tale!!
Der var heldigvis strøm, da vi kom tilbage.
