"Brugsanvisning" til denne blog

Kære venner, denne blog er lavet i omvendt kronologi og de første indlæg står til sidst.
Sådan er blogs indrettet og man kan ikke ændre på det.
Hvis I vil læse det fra begyndelsen, så skal I starte bagfra! Sorry, men sådan er det.
Menuen til venstre er dog "vendt om" og det tidligste står først.
Bloggen er ikke helt færdig i skrivende stund - april 2012.
Man kan lægge meget på sådan en blog og den er, på nuværende tidspunkt,
lige ved at blive mere omfattende end selve rejsen! ;o))

fredag den 17. februar 2012

6/2/2012 Begyndelsen i New Delhi

Mandag
Ok, så lad mig da … nu hvor jeg har computeren med på rejse, er det jo nemt og dejligt at skrive lidt om mine oplevelser. Havde ellers forsvoret, at jeg ville give mig i kast med daglige rapporter!!

Men inspireret af blogs, facebook osv. vil jeg da også gerne være lidt med. Så dette vil nok blive brugt til den rejseblog, som jeg startede hjemme. Man må så bare håbe at jeg kan komme på nettet rundt omkring, så jeg kan trylle en fin blog frem. Jeg mangler bare et LAN stik – dvs. et stik til en almindelig internetforbindelse.

Ankom til Delhi efter en god men trættende flyvetur. Tanken der var i mit hoved var, at det skal sør’me være vigtigt det man rejser efter, når der er så lang vej til bestemmelsesstedet.

Chekkede ind på et temmelig slemt hotel, som jeg var blevet anbefalet af en erfaren indiensrejsende og blev da noget nedslået over igen at være i et sådan hotelrum. Jeg orkede det bare ikke efter de utallige minus 3, 4 og 5 stjernede hoteller jeg har overnattet på i tidens løb. Var det mon en practical joke? Men billige hoteller i Indien er bare sådan! Men jeg sov rigtigt godt og var fint udhvilet før flyveturen til Madurai i Sydindien.

Det var koldt i Delhi 12-15 grader og det passede mig fint, da jeg kunne beholde mit rejsetøj på og derved spare på mine indiske kjoler, som jo både skal vaskes og stryges. Vaske gør jeg helst selv, men må nok overlade strygningen til en anden, fordi strygejernet ligger i Mysore!!
Jeg sov længe, da jeg stadig er på dansk tid, spiste min egen mad og tog til Connaught Circle, hvor jeg skulle købe et simkort, dvs. et indisk mobilnummer, creme, bøger og evt. impuls køb.

Kom hurtigt forbi og ind i en mobil butik, fik købt det simkort til 509 rupees og har nu et 10-ciftret indisk mobilnummer. Jeg har egentlig ikke brug for det, da jeg sjældent og kun lidt nødtvunget taler i telefon. Men der er alligevel sjovt.
Så forresten en fastnet telefon i domestic airport, som jeg har været ved at købe hjemme, til halvdelen af priserne derhjemme – må nok også have sådan en med hjem.
Fik da sms’et og telefoneret hjem. Sms’erne er ikke alle kommet tilbage.

Og det blev da til impulskøb, fordi der er udsalg i Delhi!! Mange varer var sat ned 50-70% og det var jo ikke til at stå for. Jeg endte op i en Levis butik, som ikke er et ”knock-off” foretagende, men en virkelig Levis certificeret forretning beregnet til inderne. Der var nogle spøjse ting og jeg prøvede mange bluser, jakker mv. Endte med at købe en ærmeløs rød bluse med et sødt blåt blomsterprint, et par usædvanligt smarte bukser i meget mørk blå med skinnende sorte stene ned langs siderne og en smuk herre skjorte til den, der kan passe den (!)

Computeren var gået lidt i stå, da jeg skulle betale, følte mig lidt skyldig, da jeg var meget fortravlet og mener at computere kan mærke stress. Så jeg påkaldte et par guder – siger ikke hvilke og vupti så virkede den igen. Den slags energi er meget levende hernede, har tit – tro det eller ej - oplevet lignende. Føler altid support og et flot flow, når jeg rejser sådan som nu.

Spiste på en lækker restaurant, hvor jeg vil komme tilbage. Dyr mad, over 800 rupees. Det er meget her. Men da vi deler med ca. 10 p.t. bliver det 80 kr. for et fint måltid + lime juice, flaskevand og the.

Priser på solide vandresko, smarte sportssko osv. er de samme nominelt i rupees som i kroner, dvs. at man kan få et par dyre trekking sko fx til 1499 rupees = 150kr – tag den! Et par Levis kraftige cowboybukser 5-lommers, som hjemme med det hele koster godt 200kr på ikke-udsalg. Må nok tilbage og have 1-2 par til arbejdsbukser. Det er absolut min erfaring at en god og velplanlagt shopping kan betale hele rejsen, i hvert fald flybilletterne. Men så skal man også stå og mangle tingene og ikke købe ting man ikke har brug for.

Kufferten vejer nu 18 kg – 17 da jeg tog hjemmefra! Må se at få spist min medbragte mad, så der er plads til "vigtige" indkøb. Har tænkt noget over, hvordan jeg får min Tirumala tempeltop med hjem, da Spicejet vist kun tillader 1 håndbagage.

Har reserchet på hvor der er gallerier i Delhi og tog da også ud til National Gallery of Modern Art. Har været der før, men der er jo skiftende udstillinger og jeg husker det, som et sted med ret god nyere kunst. Indiske nulevende moderne kunst er efterhånden højt oppe i pris. Havde man bare investeret i noget kunst for 10-15 år siden – tænkte på det den gang. Men et godt billede var allerede dyrt dengang og svært at have i kufferten! Der var mandagslukket, så jeg/vi kørte videre med uforrettet sag.

Så et par andre hoteller i Delhi, for man kan da altid bruge et ordentligt rum, når man er på gennemrejse. Ajanta koster efterhånden 2300 rupees for det næst værste rum. 108 er værst, stort med en elendig belysning og ingen vinduer, så book det aldrig! Jeg har boet i selvsamme rum for en del år siden til 5-600 rupees. Der er mange udlænding og det er et godt sted at begynde. Mange rejsende skal til alle mulige steder i Indien, så der bliver godt nok snakket rejseoplevelser. Restauranten er hæderlig og et stort plus for stedet. Der er to marmor stenhuggerier for enden af gaden og en spøjs markedsgade parallel med, med billige lurvede hoteller, hvor de unge backpackerne holder til for et par hundrede rupees om dagen, men så er det også derefter!! Der findes dog flere gode tag-restauranter i den gade, hvor folk hænger ud om aftenen. Husker ikke hvad gaden hedder.

Der er ikke så mange billeder fra først på turen, men de kommer i det følgende.